Fødselsmodning

Fødselsmodning. Måske er det et helt nyt ord for dig. Kan man modnes til en fødsel? Ordet giver mening for de fleste i den forstand, at hele graviditeten reelt set er en modning til fødslen. Barnet modnes i livmoderen. Og den gravide kvinde modnes til at føde og til at blive mor. Fra uge 37 kan du styrke modningen til fødslen ved eksempelvis at få behandling med akupunktur, rebozo og massage.

I denne artikel vil jeg fortælle om alt dét, jeg som behandler og jordemoder kan hjælpe dig med i forhold til at modnes til din fødsel. Til sidst kommer jeg også ind på, hvad du selv kan gøre.

“Kan du sætte fødslen i gang?”

Det er et af de spørgsmål, som jeg ofte får. Og jeg svarer hverken ja eller nej. For det rigtige svar er “nogle gange”. Det er også grunden til, at jeg ikke kalder mine modningskonsultationer for igangsættende behandling. En modningsbehandling er ikke det samme som at blive sat i gang på hospitalet. Men det er ganske vist en konsultation, som kan modne den gravide krop til at sætte gang i fødslen.

Til en modningsbehandling skubber jeg til kroppens egne kræfter. Jeg kan hjælpe med at forberede dig og din krop fysisk og mentalt på, at den snart skal føde et barn. Der vil også altid være jordemodersamtale, hvor vi taler om din oplevelse med graviditeten og dine forventninger til fødslen.

Gentagelse fremmer forståelsen

Modningsbehandling virker bedst, hvis den gentages. Det er altså en fordel at starte tidligt og få behandlinger ugentligt fra uge 37. Typisk en gang om ugen fra uge 37 og efter terminsdatoen kan man med fordel få behandling to gange ugentligt. Til behandlingen giver jeg også fifs med hjem, som du kan bruge undervejs. Er du allerede kommet længere end uge 37, er en modningsbehandling også effektiv selvom du først starter efter uge 40. Det sker ofte, at jeg bliver kontaktet efter terminsdatoen, fordi det tit først er dér, at overvejelserne om medicinsk igangsættelse kommer. Så taler vi om de muligheder, der er for selv at gøre noget for at sætte fødslen i gang, og hvad jeg kan hjælpe med.

Hvad kan du selv gøre

Det er en skrøne, at man skal sætte fødslen i gang ved hårdt fysisk arbejde, trappegang og støvsugning. Og det er desværre en af de skrøner, som kan lede til en træt kommende mor. Allerede inden det hele er gået i gang.

Det mest effektive middel op mod en fødsel er at slappe af. Når du slapper af, er sammen med mennesker du holder af, får sovet og hvilet, kys, kram og nærvær frigives hormonet oxytocin i kroppen. Det er det hormon, som kroppen skal bruge til at lave veer. Derfor er naturlige metoder til at booste oxytocin effektive op mod fødslen. Og dét er jo i virkeligheden helt modsat af de gamle trappe-skrøner. Og en hel del mere behageligt. Oxytocin frigives også under søvn, og det er derfor, at mange går i fødsel om natten.

Hvad går en fødselsmodnende behandling ud på

Mange kender til fødselsmodning med akupunktur. Akupunktur er behandling med tynde nåle i akupunkturpunkter, som via kroppens meridianbaner kan stimulere ønskede områder af kroppen. Blandt andet livmoderen. Jeg anvender også akupunktur i mine modningsbehandlinger. Der er ikke evidens for, at akupunktur virker som fødselsmodning. Men det er dog alligevel en anerkendt behandlingsform som anvendes af både jordemødre og læger – også på hospitalet.

Ud over akupunktur anvender jeg rebozo til fødselsmodning. Rebozo er et spansk ord for “sjal” eller “tørklæde”. Jeg anvender et tørklæde, som er importeret fra Mexico hvorfra rebozo-behandlingen stammer. Med tørklædet vippes bækken og hofter, så barnets hoved (såfremt det vender nedad i bækkenet) roterer let. Samtidigt med barnets hoveds rotation afslappes muskulaturen i bækkenet, og der skabes plads til, at barnet kan trænge godt ned i bækkenet.

Derudover anvender jeg massage. Akupunkturnålene skal sidde i punkterne i 20-30 minutter, og mens de sidder i, udnytter jeg tiden til at give lidt massage, såfremt det ønskes. Ikke kun for at lindre eventuelle ryg- og lændesmerter, men også fordi kroppen under massage frigiver hormonet oxytocin. Oxytocin er, som tidligere nævnt, det hormon, som kroppen frigiver, når veerne skabes. Derfor er det særdeles effektivt med denne kombination af flere behandlingsformer.

En modningskonsultation tager altid udgangspunkt i samtale, og jeg bruger min jordemoderfaglige viden og spørger til dit helbred, lytter hjertelyd på dit barn og mærker på din mave.

Hvis du er interesseret i at få en modningsbehandling, er du velkommen til at kontakte mig her på siden under kontakt eller ved at ringe eller skrive til mig på: 42 56 00 71. Du kan finde alle priser ved at klikke her: priser.